Vågnede op til en eventyrverden i hvidt filigran som baggrund for sorte frugttræers silhouetter. Store tottede snefnug dalede stadig og stablede sig omhyggeligt på grenene. Det er med at komme ud imens skønheden varer.
Vi valgte skoven. En gåtur, havde vi tænkt. Det blev en gå-stop-foto-tur. Hele tiden måtte vi standse. En ny vinkel viste en ny form. En ny farve. Hvordan fanger man det bedst – herfra eller derhennefra? I sådan et hvidt landskab får de sarte vinterfarver lov at gløde. Træstammerne som er grønne eller rødlige.
Og sivene. Denne bløde vinterstrågrågule. Når det hele spirer og bliver lysegrønt, forsvinder de sarte farver i mængden. Falder om. Rådner. Men nu står de sprødt.
Bøgekrattet står med sidste sommers blade. Sprøde og pergamentagtige. Jeg har en svaghed for dem ligesom for de visne tulipaner, som jeg elsker at fotografere og male.
