Jeg har det sådan med sommeren – især denne sommer – at overdådigheden, eksplosionen fra den nøgne vinterdvale og til det omsluttende grønne, det er som som et hav man kan tage hovedspring ud i, som en verden man kan dykke ned i. Jeg kan føle mig lillebitte, som en myre eller bille og opleve urterne som en urskov.
Min have er et paradis. Den er lukket af tætte buske ud mod markerne. Energiske buske, som skyder, vokser, hænger, folder sig ud og omslutter mig i havens rum.
Piet Heins tekst “Sommerens ø” beskriver det:
“Hvergang en sommer igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen….”
…Åh, at forundes og komme på luftene.
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, susende, duftende
græs på en sommergrøn ø…”
Det er sådan jeg har det med sommeren. Og det må jeg så male.